



Bogen: Mariehønen Evigdans - En oversigtsmodel til arbejdet med dans og udtryk
Bogen beskriver og eksemplificerer modellen Mariehønen Evigdans. Bogen er fyldt med modeller, illustrationer og praktiske eksempler på, hvordan du kan skabe inspirerende og varierende måder at arbejde med dans og udtryk på. Med bogen er der skabt et teoretisk afsæt med fagbegreber og viden, der skaber rammerne for en faglig undervisning - både for dig der er uerfaren og erfaren underviser.
Bogens fundament er bygget på Rudolf Labans bevægelseslære – Body, Effort, Space og Shape (BESS). Mariehønen Evigdans henvender sig til dig der er lærer i skolen, lærerstuderende og ansat på professionshøjskoler. Gymnasielærere og andre der underviser i dans og udtryk, vil også kunne anvende modellen som idekatalog og teoretisk fundament for undervisningen.
Dele af bogen vil også kunne læses af elever, således bogen kan indgå som en del af prøven i idræt.
Sammen med bogen anbefales det at købe 1x1m lærred og de enkelte modeller, der kan medbringes i timen, så det er tydeligt for deltagerne hvad der arbejdes med.
Mariehønen – overblik over dans og udtryk
Bogen er bygget op efter delene i modellen. Hensigten med den overordnede model Mariehønen Evigdans og alle de dertil hørende modeller er, at skabe variation i tilgange og indhold til undervisningen i dans og udtryk.
Mariehønens krop er lig med basis indenfor dans og udtryk indeholdende: musikforståelse Noderne TOTS (Takt, Opbygning, Tekst og Stemning), Labans BESS (Body, Effort, Space og Shape) og anvendelsesmuligheder af BESS samt koreografiske virkemidler. Elementerne fra Mariehønens krop udgør basis for at kunne undervise og arbejde med hvilket som helst indhold og tema.
Mariehønens vinger er det, der får undervisningen op at
flyve. Det er undervisningen – som på den ene vinge består af et indhold,
og på den anden vinge består af et tema. Om det er indholdet, der
vælges først og derefter kobles et tema på, eller omvendt, kan være op til den
enkelte underviser. Essensen er, at en mariehøne skal bruge begge vinger for at
flyve, og det skal undervisningen i dans og udtryk også. Begge dele er en
nødvendighed jf. idrætsfagets formål og tanke.
Mariehønens hoved
symboliserer, hvordan vi er nødt til at tænke og lægge planer for, hvad det er
vi vil med undervisningen i dans og udtryk, og hvordan vi vil opnå det mål. Med
andre ord - hvad er det for nogle didaktiske og metodiske
overvejelser vi gør os? Disse overvejelser ligger i mariehønens
hoved.
Mariehønen kan se
med sine øjne, og dette skal symbolisere hvordan vi gerne vil have andre til at
se
det, som vi har skabt i dans og udtryk. Altså, hvordan skal vi fremvise
en koreografi eller sekvens, som ofte er et del- eller slutmål med
undervisningen i dans og udtryk, enten internt eller eksternt.
Mariehønen har sine følehorn ude, som er symbolet på, at
vi altid skal have antennerne ude for at se, hvad der rører sig lige nu blandt
den målgruppe vi underviser, både nationalt og internationalt plan. På den måde
holdes undervisningen nutidig og relevant for de deltagende.
Ovenstående dele bliver i bogen illustreret og der gives praktiske eksempler på hvordan du i din undervisning kan arbejde med de forskellige dele af modellen.
Sammen med bogen anbefales det at købe 1x1m lærred og de enkelte modeller, der kan medbringes i timen, så det er tydeligt for deltagerne hvad der arbejdes med.