Hvorfor underviser idrætslærere helst i deres egne stærke idrætslige områder? Og hvorfor giver elever der ikke normalt danser modstand når der står dans og bevægelse i lektionsplanen?
Ovenstående to spørgsmål falder mig i øjnene når jeg læser
SPIF- rapporterne (status på idrætsfaget), og det er spørgsmål jeg med jævne
mellemrum besøger sammen med de studerende, når de er spændte på at skulle
undervise i dans og udtryk i deres praktikperioder. Ofte skal de studerende
undervise netop i dette indholdsområde med en begrundelse i, at ” sådan nogle idrætslærerstuderende
må have en masse inspiration og ideer til at undervise i dans og udtryk”.
Jeg har hørt podcasten: Et kropsligt grundlag for
meningsfuld idrætsundervisning fra Re:move med Esben Volshøj og det gav mig mulighed
for at give en mulig forklaring på de to spørgsmål, som også er afbilledet.
Hvis vi ser på modstanden mod dans og udtryk gennem et
kropsfænomenologisk perspektiv, giver det faktisk god mening, hvorfor vi får de
to spørgsmål. Vores evner er nemlig med til at give livet mening, fordi vi er i
verden med vores krop. Det betyder, at vores kropslige erfaringer og
færdigheder udgør en slags kerne af mening. Når vi møder et nyt indholdsområde,
afhænger oplevelsen af, hvilke evner vi bringer med ind i mødet.
For en elev eller studerende, der ikke har erfaring med dans
og udtryk, kan mødet med dans føles både angstprovokerende og uinteressant. Det
skyldes, at de mangler en kropslig kerne af evner inden for området – og derfor
bliver dans ikke meningsfuldt for dem. Omvendt vil en person med erfaring og
evner inden for dans opleve indholdet som meningsfuldt og spændende.
Det er måske ikke en revolutionerende erkendelse, men
pointen der falder i halen af denne erkendelse, er vigtig: Vejen til en
meningsfuld oplevelse med dans og udtryk er ikke altid sjov. Som det ses øverst
på tegningen, vil der være bump på vejen hen mod en meningsfuld
danseundervisning. Modstand er en del af processen, og der er brug for
gentagelser og øvelse. En kollega har humoristisk kaldt denne fase for ØV-Else
– en påmindelse om, at udvikling kræver tålmodighed og mange ”øv-oplevelser”
undervejs.
Når elever næste gang siger: ”Det gider jeg ikke”, er
det ikke nødvendigvis udtryk for ren modvilje. Måske er det i virkeligheden
kroppen, der siger: ”Jeg har ikke erfaring med dans og udtryk, og jeg har
brug for at øve mig og opbygge nye evner, før jeg kan se meningen med det.”
Den samme forståelse kan vi have for studerende og lærere, der tøver med at
undervise i dans og udtryk.
Men idrætsfaget stiller krav om alsidighed – dans og udtryk
kan ikke springes over. Spørgsmålet bliver derfor: Hvordan gør vi
undervisningen meningsfuld for både elever, studerende og lærere?
Podcasten peger på tre centrale greb:
1. Keep it simple
Øv noget simpelt fremfor mange forskellige ting, så
deltagerne oplever at få evner. Det gælder også læreren: Lav det enkelt, brug
faglige modeller (fx stjerneskud, TOTS) og konkrete læremidler (KERF-spillet,
gymnastiske A5-kort), der skaber variation uden komplekse bevægelser.
2. Skab fælles rytme
Resonans opstår, når vi gør noget sammen. Det behøver ikke
være én fælles dans – også i pardans handler det om at finde en rytme, selvom
bevægelserne er forskellige. Lærerens opgave er at facilitere denne fælles
rytme.
3. Lærerens engagement
Dit kropslige engagement smitter. Det gør en forskel, om du
sidder med kaffekoppen eller deltager aktivt. Brug positivt sprog, vær omklædt,
og vis, at indholdsområdet er spændende. Vi påvirker hinandens kropslige
oplevelser – derfor er lærerens kropslige involvering afgørende.
Fra modstand til mening
Vi skal ikke kun lære eleverne om dans og udtryk – vi skal
skabe meningsfulde bevægelser til musik. Som bogen Mariehønen Evigdans
illustrerer, handler det om at opleve, udforske og formidle.
Modstand er ikke et problem, men et tegn på et uforløst
udviklingspotentiale. Det er ikke altid sjovt, men med kropsligt engagement og
ØV-Else er grundstenene lagt for, at dans og udtryk kan blive meningsfuldt.
Konklusion
Når elever eller lærere siger ”det gider jeg ikke”, er det
sjældent ren modvilje – det er et udtryk for manglende erfaring og evner. Vores
opgave er at skabe rammer, hvor de kan øve sig, opleve fællesskab og mærke
lærerens engagement. Først da kan dans og udtryk blive en meningsfuld del af
idrætsfaget.
