Når man læser de nuværende Fælles Mål for idræt i folkeskolen, springer det i øjnene, at dans og udtryk er et centralt indholdsområde. Det er ikke gemt væk under et vagt begreb – det nævnes tydeligt, og der lægges op til, at eleverne skal udvikle deres kropslige, æstetiske og sociale kompetencer gennem dans og bevægelsesudtryk.
Men det billede kan snart ændre sig. Der er i øjeblikket en fagfornyelse i gang, og det er endnu uvist, hvilken plads dans og udtryk vil få i de kommende mål og rammer. Spørgsmålet er derfor ikke bare, hvordan dans ser ud i praksis i dag – men også om det overhovedet vil være prioriteret i morgen.
Men hvordan ser det ud i virkeligheden – her og nu?
Fra ambition til virkelighed
Er dans og udtryk blevet en fast del af idrætsundervisningen landet over? Spørger man rundt blandt lærere, peger meget på, at det stadig kun er de færreste, der reelt arbejder systematisk med det. Trods klare mål og gode intentioner, forbliver dans og udtryk ofte det område, der bliver sprunget over. Enten fordi det er svært at undervise i, eller fordi det ligger uden for lærernes komfortzone – både fagligt og personligt.
Og det er ikke kun anekdotisk: I nordisk forskning peges der på, at dans ofte marginaliseres i skolens idrætsundervisning til fordel for boldspil og fysisk træning (Nordic Journal of Dance, 2023; Engelsrud & Ørbæk, 2018).
Så hvorfor holde fast?
Fordi dans og udtryk kan noget særligt. Det skaber rum for kreativitet, samarbejde og kropsbevidsthed på en helt anden måde end traditionelle idrætsaktiviteter. Det taler til elever, som måske ellers ikke føler sig hjemme i idrætstimerne. Og det bidrager til en bredere forståelse af, hvad bevægelse kan være – noget vi netop har brug for i en tid, hvor fokus på trivsel, fællesskab og mental sundhed er stærkere end nogensinde.
